Artikler

Vendsyssel teater 2

Et funklende nyt teater i provinsen

Hjørring har en lang og dyb teatertradition med ikke mindre end to teatre i byen - denne kulturelle interesse i det nordjyske har manifesteret sig i et helt nyt kombineret teater/kulturhus midt i byen, som er åbnet her i starten af 2017. Vendsyssel Teater har tidligere haft til huse i Dronningensgade i forholdsvis beskedne ramme, men nu er der bygget et helt nyt hus på Banegårdspladsen, som indeholder ikke mindre end fire sale plus omfattende produktionsfaciliteter. Teateret producerer hvert år 5 til 7 forestillinger, og modsat mange andre teatre producerer de også selv scenografien og kostumerne i eget værksted og skræddersal.

Nu kunne man tro, at her i det allernordligste Danmark bliver der lavet traditionelt egnsteater; men det er på ingen måde tilfældet. Teateret har en teatersal, som med sin udformning og teknik indbyder til at lave mere eksperimenterende teater. Teatersalen har flytbare publikumspladser, så der både kan laves almindeligt proscenium teater, men også ”in the Round” teater med scenen i midten og publikum rundt om, eller afarter/kombinationer af disse to modpoler. Teateret har i sine egne produktioner en forkærlighed for at bryde den traditionelle ”kukkasse”/proscenium opstilling, og derfor er den største teatersal også bygget, så alle muligheder står åbne. Teateret har også et stort udenoms areal med cafe og restaurant, og bygningen til den nette sum på 180 millioner rummer i alt 5400 kvm.

Monitor Pro er dog ikke taget til Hjørring for at se teater, men derimod for at møde de folk fra AV CENTER og LydRommet, som har foretaget hele den tekniske AV-installation og lydanlægget. I den flotte teaterbygning møder vi Henrik Frost og Tim H. Christensen fra AV CENTER Aalborg, Karsten Ørkild fra LydRommet og Michael Simonsen fra Vendsyssel Teater. Michael Simonsen er productionsdesigner og har været på teateret i mange år og glæder sig over de nye faciliteter og muligheder:

”Vi har fire sale i teateret. Et ønske for kommunen var også at have en musiksal i huset. Den er velegnet til klassisk og akustisk musik, men vi har allerede set, at salen også bliver brugt til konference- og mødesal, til foredrag og til filmvisning. Her kan sidde omkring 190 publikum. Prøvesalen, som er et lyst og dejligt rum, er en kopi af scenen i den store teatersal, og her prøves der op til nye forestillinger. Salen er godkendt til publikum, og vi bruger den også til børneteaterforestillinger. Black Box bliver væsentligt brugt til intimteater og er i realiteten en tom sal. Den bliver genopbygget til hver forestilling, så her kan der eksperimenteres med scene osv. Og den sidste er Store Sal, hvor der alt efter sceneopbygning kan sidde fra 250 til 430 publikummer. Mange gæstespil kommer ind i Black Box, mens vi producerer og forbereder den næste forestilling i Store Sal; således at der hele tiden er aktivitet for publikum på teateret.”

Teknik

Både Store Sal og Musiksalen har permanente PA-anlæg, men der er også transportable lydanlæg, så lyden også kan forstærkes i Prøvesal og Black Box. Derfor er infrastrukturen i Vendsyssel Teater omfattende, og der er taget hensyn til, at mulighederne i de forskellige sale er tilstede og hurtigt tilgængelige. Henrik Frost fra AV CENTER Aalborg har været ansvarlig for hele AV-installationen, og han kan fortælle:

”Hele infrastrukturen har været en af de store ting i denne installation, selvfølgelig sammen med teknikken i Store Sal. Vi har været fire mand beskæftiget med denne installation i længere tid, og i nogle måneder havde jeg mit kontor her på byggepladsen. El-installatørerne har på vores anvisninger trukket de over 25 kilometer AV kabel, nu når de i forvejen var inde og lægge elkablerne. Så vores del har været lyd, infrastruktur, medhørssystemer og projektor/AV løsninger i Musiksalen. Udover netværk er hele audio kablingen en kombination af både analoge og digitale tilslutninger. Der er både multi- og singlemode fibertilslutning, og der kan på stedet bestemmes, hvilken protokol, man ønsker at bruge. Den Soundcraft VI-3000 pult, som er den centrale enhed for lyden, kører jo MADI. I vores installation har der ikke været teaterlys, det er Atendi, som har haft den del af installation”.

AV CENTER har for at løfte denne opgave valgt at samarbejde med LydRommet omkring hele audio installationen. Karsten Ørkild har god erfaring med teaterlyd, og han supplerer omkring de forskellige audioprotokoller:

”Vi benytter os af alle de audioprotokoller, vi kan komme i nærheden af. Der kører AES digitale forbindelser op til forstærkerne, og de er hængt op på HiQnet netværk til styring og kontrol. Og vi bruger BLUlink, som er en audio netværks streaming protokol, til at distribuere lyden rundt i teateret. Der hænger otte JBL pointsource højttalere af modellen AM5212-95 i den Store Sal, og de hænger ned i wire fra det risteloft, der er 12 meter over salen. Det er grundet i, at der ofte bliver lavet om på sceneplaceringen i salen, så det er svært med faste ophængningspunkter til højttalerne. En matrix bestemmer, hvad der lægges ud i den enkelte højttalerkasse, og det er fuldt fleksibelt og kan konfigureres til den enkelte forestilling. Der er dog fire højttalere, der har en forholdsvis fast placering. De sidder over den del af ”in the Round” opsætning, som vil være gældende til stort set alle sceneopsætninger. Derudover er der fire højttalere, der kan flyttes rundt, alt efter sceneopsætning. Wirelængden er nogenlunde fast, men ophængningspunktet kan tiltes, hvis man vil have en lidt anden vinkel på højttalerne. Vi har jo ikke kunne gætte os til alle de sceneopstillinger, der i fremtiden vil blive benyttet, så vi har måttet nøjes med at lave tre gængse preset til henholdsvis in the Round, hestesko og proscenium. 

Kompleksitet

Når teateret vil lave andre sceneopstillinger, så kan enten teaterets egne teknikere udføre det, eller der bliver kaldt på hjælp enten fra LydRommet eller fra forskellige teaterlyddesignere. Michael Simonsen fortæller, at det store teknologiske spring fra et lille, simpelt teater til en fuldfed Ferrari selvfølgelig har været en udfordring for det tekniske personale. Der er meget at sætte sig ind i.

Ud over de nævnte pointsource kasser så er der også et high power højttaler system med JBL VTX F35 højttalere med tilhørende VTX F18S 18tommer subs. Det er tiltænkt, hvis der i fremtiden skal laves teaterforestillinger, hvor der skal indgå et band eller musik. Hvis det på en forestilling er nødvendigt med dyb bas til eksempelvis lyddesignet, så er der i systemet indlagt preset til, at subwooferne kan stilles frem og understøtte de almindelige pointsource kasser, som hænger ned fra risteloftet.

Til FOH er der leveret en Soundcraft VI-3000 mixerpult, og der bruges BSS Soundweb til at distribuere lyden rundt i teateret. For at give den hurtige fleksibilitet, så er hver højttalerkanal både lagt ud på Soundweb, men også på hver sin udgang på mixeren. Det er ofte hurtigere og mere overskueligt at konfigurere lyden fra mixerpulten frem for at skulle programmere i BSS Soundweb. Store Sal er forbundet digitalt med teknikrummet, her kaldet AV centralen. Og herfra sendes lyden rundt i huset, bl.a. i de medhørsanlæg, som er centrale for et teater.

Et fleksibelt medhørssystem

I Vendsyssel Teater er der brugt det medhørs- og kaldesystem, som LydRommet selv har udviklet specielt med henblik på teaterbrug. Det er blevet udviklet til Kilden i Kristiansand i Norge, men herhjemme er det bl.a. blevet installeret i Odeon i Odense. Medhørssystemet er en lille boks med indbygget højttaler og nogle få betjeningsmuligheder, som kan modtage op til 16 forskellige audiostreams på separate kanaler, distribueret via netværk. I den Store Sal hænger der fire mikrofoner, og de signaler bliver sendt ud i medhørsnetværket. Det er også muligt at transmittere den direkte lyd fra mixeren eller andre audiostreams. Mixeren i salen modtager typisk signaler fra de trådløse microports mikrofoner, som skuespillerne bærer. Her bruger teateret Sennheiser 2000 Serie trådløse sendere og modtagere. Lydsignalerne fra forestillingen, enten signalet fra mixeren eller de installerede rummikrofoner, bliver sendt ud i medhørssystemet, så skuespillere og personale, som ikke er i salen eller på scenen, kan følge med i forestillingen.

Medhørssystemet kan sættes i show tilstand, som typisk er den tilstand, det kører i under forestillingen. Her er funktioner såsom tænd/sluk og volume låst og ikke kan styres på selve medhørsboksen. Disse funktioner styres i show tilstand centralt, og betyder, at man kan være sikker på, at alle de relevante medhørsstationer kan høres. Medhørsstationer er til envejskommunikation, så der kan ikke snakkes fra stationerne og ud i netværket. Til at supplere medhør, så er der også installeret kamera i Store Sal og i Black Box, så der kan laves medsyn, så skuespillerne både har medhør og medsyn på, hvad der foregår på de to scener. 

Samarbejde og tillid

Udbudsmaterialet på denne store installation i det nordjyske har været sådan tilrettelagt, at dem, som vandt denne installation, i høj grad også kunne været medbestemmende omkring, hvordan opgaven skulle løses og designes. Det gælder både for audioløsningerne, men også for infrastrukturen. Vendsyssel Teater, Hjørring Kommune og den største bidragsyder Realdania har sat de store retningslinjer, men som eksperter har AV CENTER og LydRommet kommet med indspark og været med til at formgive, hvordan teknikken skulle udformes, og hvordan systemer skulle hænge osv. Henrik Frost fortæller om samarbejdet:

”Henrik Lolholm fra Hjørring Kommune har været byggeleder på projektet, og han har haft et godt indblik i alle de tekniske facetter af byggeriet. Hver uge har der været byggemøder, som vi har deltaget i og som har givet et godt samlet overblik over byggeprocessen. For AV CENTER har det været et fantastisk spændende job, og vi har haft et rigtig godt samarbejde med håndværkerne og kommune.”

 

Artiklen er fra Monitor Pro - September 2017