Artikler

Gearbag Kent Lawaetz3007

Hvad har filmbranchens vækstlag med i deres gearbag?

Vi har efterhånden kigget ned i gearbags hos nogle af Danmarks mest erfarne videofotografer og operatører. Vi kan dog ikke med god samvittighed afrunde denne serie, før vi har været en tur nede i muldlaget af håbefulde unge fotografer. Igen måtte der lidt overtalelse til, før vi fik vores interview. Må jeg præsentere: Kent Lawaetz.  

Kent Lawaetz har ikke nogen formel uddannelse, men har arbejdet sig ind branchen. 

“Efter gymnasiet læste jeg til it-teknolog i København: Det var ikke lige mig, så jeg droppede ud og flyttede tilbage til Sønderborg, hvor jeg kommer fra. Jeg gik derhjemme og tænkte over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg købte et EOS 7D og ringede rundt til de få produktionsselskaber, der var i Sønderborg på det tidspunkt.”

“Jeg faldt i snak med Mads Urup Paulsen fra Blue Donkey Productions og fandt efterfølgende ud af, at de holdt til i opgangen lige ved siden af min. Det er efterhånden seks år siden. Jeg kom med på en masse af hans produktioner, indimellem som B-fotograf.”

Efter et par år i det sønderjyske trak København igen. Der kontaktede Kent to andre, unge sønderjyder med hvert deres produktionsselskab, Søren Bang Clemmensen (Bang Clemme Film) og Jacob Jorp Hansen (byJorp). Han fik lov til at hjælpe til hos byJorp. Her blev især produceret musikvideoer, og her prøvede Kent for første gang kræfter med at klippe. 

I trygge hænder

“De to, Jorp og Søren, bliver begge hyret ind i produktionsselskabet Immergut. Søren laver en programserie til DR, ’Nyt fra Jylland’, og Jorp laver børneprogrammet ’Skråt op på tredje’. De får mig hevet med ind i Immergut på en projektansættelse, hvor jeg fungerer som teknisk assistent, holder styr på udstyret på tværs af alle produktioner. Hjælper med at sætte lys og få pakket. Får også lov at køre med som B-fotograf og råklipper på noget af materialet.”

“Det var første gang, jeg var med i produktioner til fjernsynet. Det var en meget spændende periode.”

“Jeg sætter så meget pris på, at der har været nogle folk, som var villige til at give mig en chance, selvom jeg ikke havde noget på cv’et.”

Uden arbejde

Projektansættelsen hos Immergut varer et halvt år, og omkring nytår 2014-15 lakker disse projekter mod enden. Der er ikke lige udsigt til mere arbejde, så Kent stopper og har ikke noget at lave.

“Så beslutter jeg sammen med to gode venner at lave en kortfilm, ’Ring når du vågner’, skrevet og instrueret af Lasse Cordsen. En filmidé, der er groet frem af vores snakke. Det viste sig, at vi alle havde ledig tid der i januar.”

Vennen Jacob har på det tidspunkt et selvstændigt projekt over to uger på skuespillinjen på Den Danske Scekunstskole. Vennen Lasse var lige blevet færdig fra Medievidenskab og havde ikke fået job endnu. 

“Vi går i gang. Først og fremmest med at forsøge at skaffe udstyr, for det har vi ikke så meget af.

Dér kontaktede jeg min gamle chef Lars Hammer (Pipeline Productions, tidligere Immergut) for at låne udstyr til fire-fem optagedage, og det låner han os gladeligt. Vi låner et C300, optik, lys, lydpakker, alt.”

“Igen er det fantastisk, at der er mennesker, som er parat til hjælpe nogle unge, som gerne vil lave et eller andet.”

Alle på projektet arbejder frivilligt. 

Kortfilm produceres på begejstring

“På kortfilm-formatet er der aldrig nogle penge at hente. Folk er med, fordi de synes, det er fedt.”

“Jeg vil meget gerne lave en kortfilm igen, men jeg kan mærke, at her anden gang er det noget sværere at komme i omdrejninger. Vi vil jo gerne gøre det bedre anden gang. Vi tager os for meget tid til at tænke over det.”

I august 2015 kommer Kent via a-kassen i kontakt med Jens Arentzen og hans selskab, Stories. De er på det tidspunkt i gang med starte forfra og vil gerne have en in-house klipper. 

“Det bliver mig. Og så er jeg i en ny boldgade, hvor der er meget mere fokus på fortællingen. Der skal være ro omkring fortællingen. Vi laver et sort studie med flot lys, og så har vi ellers nogle mennesker inde og fortælle en personlig historie. Vi har blandt andet nogle unge handicappede og deres pårørende fra Aalborg Handicap i studiet.”

Kent er ansat hos Stories i et års tid. I slutningen af august 2016 siger han op for at blive selvstændig. “Jeg kan stadig fortsætte mit samarbejde med Jens, men nu på timebasis og kun, når der faktisk er noget at lave.”

Udspring fra ukendt højde

“Jeg havde i lang tid savnet at få tid til kortfilmproduktion. At få dage fri til at øve mig. Få tid til at læse om lysteknikker. Jeg ville også bare gerne se, om det kunne lade sig gøre for mig at være selvstændig. Det var et ret stort skridt for mig, fordi jeg ikke har nogen uddannelse.”

“Først efter at jeg havde taget springet, fandt jeg ud af, at der ikke er noget at falde tilbage på, hvis ikke det går. Men heldigvis er det gået godt. Og jeg er ligefrem begyndt at få overskud til at købe noget udstyr til mig selv.”

Kent har endnu ikke været opsøgende for at få opgaver. 

“Jeg har kontaktet de folk i mit netværk, som jeg har haft det godt med at arbejde sammen med, og så har jeg sagt til dem, at nu går jeg selvstændig. Hvis du har opgaver, som du tænker, at jeg kan hjælpe med så ring hellere end gerne. Og det har de gjort.”

“Jeg ser mig selv som et meget heldigt menneske. Jeg har for eksempel været heldig at kende de to fra Sønderborg, som i forvejen er etableret i København og kan betale mig for at arbejde for dem. Det er nok ikke alle, der er så heldige. Og så det, at jeg har mødt nogle mennesker, som har taget mig ind og givet mig mulighed for at prøve mig selv af.”

“Og nu står jeg så her.”

Hvad er så sjovest?

At klippe ud fra en styrende idé

“Jeg har fundet ud af, at der er stor glæde i at lave fortællinger, som rør mennesker. Jeg har aldrig læst specielt meget om dramaturgi, men efter at jeg har mødt Jens, der sætter dette allerhøjest, har jeg fået en helt anden interesse i at strikke en historie sammen.”

“Det at klippe et materiale er nu en helt anden oplevelse for mig. Nu klipper jeg ud fra en styrende idé og kan allerede dér begynde at tænke over, hvad det er for en oplevelse, jeg vil give publikum. Det, synes jeg, er vildt spændende.”

Glæden ved at lave sit eget

“Jeg tror, der altid vil være størst glæde i at lave sit eget, for eksempel at lave en kortfilm igen. Det er utopisk at tænke, at det bliver noget jeg kan leve af. Så det må være noget jeg laver i min fritid.”

- Med mindre du lige laver en Aske Bang?

“Ja. Men det gør man kun, hvis man som Aske har arbejdet med det i rigtig mange år.”

“Jeg ser på det på den måde, at kortfilmen er noget, jeg gerne vil lave, fordi jeg husker den glæde, det fremkalder, når man er i det.”

“Meget af det udstyr, jeg køber nu, er købt med henblik på, at jeg kan lave mine egne ting.”

Hvordan tackler du læring?

“Jeg var på et tidspunkt i foråret ’15 inde i overvejelsen om at starte på FTP-uddannelsen. Lars Hammer satte mig i forbindelse med et OB-firma. Jeg havde en meget travl uge sammen med dem og fik meget stor respekt for det arbejde, de udfører 14-16 timer hver dag. Men jeg blev også helt klar over, at det ikke var mig. Jeg kan godt lide teknik, men det er ikke mit hovedfokus. Og de der arbejdstider har jeg ikke lyst til. Så var det, at jeg endte hos Jens Arentzen og Stories et par måneder senere.”

I multi-mesterlære

“I virkeligheden har jeg jo været i en slags mesterlære, jeg har bare fået lov at arbejde med flere forskellige læremestre.”

Siden har Kent været selvstuderende ved “Google-universitetet” og i Youtube-auditoriet sådan som mange unge er det i dag.

“Jeg kan godt nogle gange være lidt i tvivl om, hvorvidt det jeg har læst mig til, nu også er det rigtige. Er der noget i processen, jeg er gået glip af?”

“Jeg forestiller mig, at jeg ikke ville have den usikkerhed, hvis jeg var gået igennem FTP-uddannelsen.

Men jeg tænker også, at man ikke behøver gøre det til rocket science. Man kan komme rigtig langt med at se Youtube videoer, hvis man er oprigtigt interesseret. Man kan altid finde svaret på nettet.

Jeg ser det lidt som en alternativ uddannelsesvej. Man kan selektivt lære de ting, man gerne vil. I modsætning til den fastlagte uddannelse med læreplaner, som skal følges.”

Kent tror, at det måske er denne erfaring, der har gjort, at han også har turdet tage springet som selvstændig. 

“Hvordan gør man? Hvordan sender man en faktura? Det tager ikke fem minutter, så har man googlet svaret.”

Gearbag

Kent Lawaetz gearbag tæller et Sony A7s-II med en Metabones adapter til de to Canon-objektiver 24-105 og 70-200 F4, et sæt Sennheiser w112p microports og en SmallHD 502 monitor.

For få dage siden var Kent ude at investere i et sæt LED-lamper. To backlights med regulerbar farvetemperatur og en hovedlampe, også LED, som skal fungere som keylight. Hovedlampen kører kun dagslys; er meget kraftig og har også en medfølgende softbox. 

 “Jeg har ikke så mange optikker. Tit og ofte arbejder jeg sammen med en, der har optikkerne, eller jeg kan leje dem ind.”

“En overgang havde jeg EOS 5D mark II, hvor man ikke kan monitorere lyden; det kan jeg nu med mit Sony A7s-II.”

Jeg synes SmallHD er en fantastisk monitor. Den findes både i syv og fem tommer. Den passer godt til de små kameraer. Jeg kan godt lide, at der er mulighed for at loade Luts ind på monitoren. Så kan jeg med det samme se, hvordan billedet ender med at se ud. Det kan være svært at se, når man skyder i S-log. Hvis man ikke lige ved, hvad man laver, kan man komme gruelig galt afsted og komme hjem med områder, der er brændt ud eller undereksponeret.”

Hvor længe har du arbejdet med A7S-II?

A7S-II

”Jens og jeg lavede et projekt i sommeren 2016, en tre-kamera-produktion. Jeg købte dette kamera, og Jens købte to. Jeg har arbejdet med det siden og er vildt glad for det. Der er rigtig mange fantastiske funktioner, S-log, 4K internt, du kan lave lidt slow i 100 frames, hvis du vil det … Og så bare det at man kan høre lyden, mens man optager.”

“Jeg synes, at Canon de senere år har været lidt sløve i det. Var jeg blevet spurgt for nogle år tilbage, ville jeg aldrig have gættet på, at jeg skulle skifte til Sony. Det eneste, jeg har at udsætte på A7S-II, er farverne. De er langt pænere hos Canon.”

“Når jeg skyder på Sony, skal jeg bruge mere tid bagefter på at korrigere farverne, især skintones.”

Når jeg kommer ud til kunder med dette helt lille kamera, kan det ske, at de kigger lidt. Det ligner et stykke legetøj. Men så må du jo bare sørge for, at det produkt, du afleverer, er professionelt og flot.”

“A7S-II er også lysstærkt. I og med at jeg ikke havde så mange penge at gøre godt med, så var det vigtigt for mig, at kameraet var meget alsidigt i den forstand, at det også kunne klare low light situationer, kunne skyde 4K internt, og bruges i mange forskellige sammenhænge.”

“Det er sådan et kamera, jeg kan have i en del år. Det med hudtonerne kan jeg arbejde mig ud af eller håbe på en firmware opdatering. Men de måtte godt have siddet i skabet fra starten af.”

Hvordan er kameraet balanceret?

Fantastisk på en gimbal

“Jeg har endnu ikke lavet noget håndholdt, men når jeg tager det op i hånden, kunne jeg godt ønske mig det lidt tungere. Hvis jeg skulle lave noget håndholdt, ville jeg leje mig en shoulder-rig. Til gengæld er det fantastisk at sætte på en gimbal. Jeg har lavet nogle ting med Søren, hvor det har været på gimbal. Så kan man virkelig få produceret noget. Op på en gimbal og så bare afsted.”

“Mit stativ er et Kina-produkt fra Flashfotovideo.dk. Til mit behov er det fint indtil videre. De bliver hurtigt dyre sådan nogle stativer. Her i starten har jeg prioriteret, hvad vil jeg have først. Jeg har prioriteret kamera og lys. Det er det, jeg har brug for i det år, der ligger forude.”

Jeg synes også, at jeg er heldig med den tid, vi lever i. I forhold til for ti-femten år siden er det fineste udstyr nu prismæssigt tilgængeligt.”

Kent Lawaetz gearbag:

Sony A7s-II

Metabones adapter

Canon 24-105 optik

70-200 F4

Microports: Sennheiser w112p

Monitor: Small HD 502

Stativ: Libec Allex

 

Artiklen er fra Monitor Pro April 2017