Artikler

ISE 17

LED skyder 2017 i gang!

Hvis ikke LED-skærmene kommer til at gå deres sejrsgang over markedet i 2017, så er det ikke producenternes skyld. De satser i stor stil på LED til indendørs brug - både signage, reklame, videovægge og butiksdekorationer.

Expromo Europe, sådan hedder danske ProShop Europe syd for grænsen. Således også her i Amsterdam. Expromo Europe har stand i forreste række og er med på ISE for tiende gang med deres tysk designede og kinesisk producerede LED-skærme.

Administrerende direktør Jørgen Noes: “Vi vil ikke bare vise LED-skærme i alle mulige størrelser. Det gør alle de andre. Vi bestræber os hvert år på at sætte en ny kant på et spændende LED-marked i udvikling. Derfor har vi i år premiere på en helt ny produktkategori, Easy Pallet.”

“Vi tør godt være ærlige og sige, at vi her er lidt inspirerede af IKEA. Denne skærm skal være noget enklere at installere og operere end hidtil kendte LED-skærme. På den måde vil vi brede distributionskanalen lidt mere ud end vi er vant til i LED-branchen.”

Med Easy Pallet får kunden en boks. Kunden er f.eks. den mindre detailhandlende. I boksen er der en skærm og et beslag og noget værktøj. Lige ud af boksen kan man montere sin masterskærm på en væg. Så er det i med playeren, og så er man faktisk kørende. I mastermodulet er der indbygget en player, som man kan bruge, hvis man ikke selv har en player ved hånden. Man kan udbygge mastermodulet med flere skærme og dermed få en større skærm.

”Vi har heldigvis fået bekræftet, at Easy Pallet bliver vældig godt modtaget blandt de knapt så teknikstærke brugere,” fortæller Expromo-direktør Jørgen Noes.

Et godt øje til begyndere

Britiske Spinetix har også et godt øje til den del af signage-markedet, som ikke er koblet op med en stor AV-partner og et strømlinet contentbureau: ”Derfor har vi udviklet DIVA,” siger Sales Manager hos Spinetix, George Preston, og fortsætter: ”DIVA er en afspiller, der gør det nemt for små virksomheder at skabe indhold til receptionens skærme. Det er en del af markedet, som er virkelig underbetjente i denne industri.”

Med en DIVA-box kommer det hele i én pakke: Forbindelse mellem box og skærm. Layout-apps og skabeloner, som gør det nemt at smide professionelt udseende præsentationer op på skærmen. Pakken inkluderer tilmed service og tre års garanti. ”DIVA virker med mac, pc, tablets og smartphones. I er velkomne til at se DIVA i funktion hos os,” siger Peter Tychsen fra Spinetix’ danske distributør, DS-Display.

LED over hele linien

Hos Samsung bydes vi velkommen af landechef for Danmark og Island, Atlan Brabæk og en ti meter bred, let buet 1.5 bits UHD skærm. ”Hos Samsung omtaler vi 2017 som gennembruddets år for LED. Vi har stor fokus på indoor, der er et marked i vækst. Videovægge kan ikke blive store nok. Vi kan tilbyde LED-vægge i alle størrelser til vores kunder i Danmark, i Norden og i Verden.”

Herfra går turen forbi en anden hovedattraktion; Samsungs bud på den farveoptimerede LED-skærm: QLED. Det er Samsungs patenterede modstykke til OLED-teknologien, og giganten har sin helt egen – og hemmelige – opskrift på, hvordan farverne vendes og drejes i hver eneste pixel for at give en yderst naturtro farveoplevelse.

"Q’et i QLED står for Quantum dots,” fortæller Atlan Brabæk og fortsætter: ”Vi påstår, at QLED giver bedre billeder end OLED, og her kan I se det.”

På Samsungs stand handler alt om LED. Fra det lille fire gange tre centimeter digitale supermarkedsprisskilt over touchskærmen i koncernens bestyrelseslokale til dristige spejl- og lyseksperimenter for de modebevidste dele af detailhandelen.

”Vi har et særligt fokus på oplevelse og funktionalitet. Derfor har vi opbygget nogle realistiske interiører, hvor LED-skærmene indgår i f.eks en burgerbar, en tøjbutik, en banegård og en pop-up store,” fortæller Atlan Brabæk.

I pop-up store’n kan du med touch udpege dine varer, betale for din indkøbskurv og vælge, hvor og hvornår de købte varer skal leveres. Dette skærm-supermarked er opbygget af fire forbundne 55 tommer passive touch skærme fra Samsung P-serien.

Rundvisningen slutter i tøjbutikken, hvor en sexet rød kjole på en gine spejles på udspekulerede måder i et rigtigt spejl og i to 98 tommer UHD skærme QM98.

”Dette set-up har givet positiv feedback fra retail tøjbranchen, og mange erklærer sig parate til at gå videre med denne løsning,” fortæller Atlan Brabæk.

Panasonic strikes back

Trenden på ISE 2017 var LED-skærme i alle tænkelige størrelser,  farver og opløsninger, og mange udstillere taler om gennembruddets år for LED. Panasonic slår dog hårdt igen med PT-RZ21K, en Solid Shine laser-projektor designet til show- og udlejningsindustrien til de helt store og magiske events. Med PT-RZ21K og dens 20.000 effektive lumen tager Panasonic endnu et stort skridt ind i laser-alderen og med lanceringen på en scene, der både var den største og den første i RAI’s Hal 1, formåede Panasonic at tiltrække sig noget af den opmærksomhed, som alle LED-skærmene var tæt på at løbe med.

På Panasonic-standen mødte vi AV-Husets Rene Lovén og Jan Rasmussen. ”Det, vi skal lægge mærke til, er det kompakte kabinet,” siger de to AV-konsulenter.

”PT-RZ21K holder sig under 50 kilo. Man kan nøjes med at være to mand om at bære den. For udlejningsfirmaerne er det en kæmpe fordel, at hele linse-set-uppet er det samme. Det minimerer i den grad investeringen for udlejerne.”

Volumen på PT-RZ21K er rimelig kompakt. Den fylder cirka 120 liter, tæt på det halve af andre projektorer i samme klasse.

Epson udfylder Lumen-gab

Panasonic er på ingen måde alene om at forsvare projektor-positionen. Konkurrenten Epson står last og brast. Epson har været på banen i otte måneder med deres nye bud på laser-projektoren til de store præsentationer og shows. Flagskibet på 25000 Lumen er stadig flagskib og hovedattraktion på Epson-standen med en mapping-projektion – en ”lille” let mapping med 16 styk 25000 Lumen maskiner på en vægophængt Formel 1 Mercedes-Prosonas.

Landechef Peter Ravnhøj fortæller: ”Vi har gjort os en række erfaringer; de fleste positive, men en af dem er, at gabet fra 12000-25000 lumen var for stort, det fylder vi nu ud med et par ekstra maskiner begge med 15000 Lumen. De nye maskiner kan leveres med UST-greb til større objektiver. Disse maskiner kan blive en spændende afløser for mange af de gamle bagprojekteringsløsninger og auditorie-løsninger.”

”Alle maskinerne er full-HD med omstillingsmulighed til 4K. Med i alle maskinerne er interpolering,” fortæller Peter Ravnhøj og demonstrerer med et Google Maps satellitfoto. Den oplevede detaljeringsgrad er forbløffende. Derudover viser Epson en række nyheder til uddannelsessektoren: interaktive maskiner, højere opløsning, kraftigere lys, muligheder for samarbejde på tværs af flere lokaler, flere grupper og flere projektorer.

Her er også nyheder inden for mødelokale projektorer i mellemsegmentet, nye tilslutningsmuligheder og lysstyrke op til 4400 Lumen - et bud til de mere lyse mødelokaler. Epsons stand på 750 kvadratmeter var godt besøgt alle fire dage.

Sony LED-eyecatcher

Sony’s eyecatcher på ISE 2017 er også en hyldest til LED. En 9,7 meter lang og 2,7 meter høj videovæg med et meget snævert klientel: Bilbranchens designcentre og deres beslutningstagere. Med videovæggen kan designerne præsentere nye designskitser i størrelsesforholdet 1:1 med uovertruffen detaljeringsgrad, tæt på retina, og med de helt rigtige farver. LED-skærmen tackler 99 procent sort og dermed en uendelig kontrast.

”Til det brede publikum skal det stadig være projektorer,” mener Sonys danske channel account manager Niels Bach.

Her er nyheden Z-phosphor, en fjerde generations laser-projektor på 5000 lumen WU-XPA med HDMI-porte perfekt til skoleklasser eller små og mellemstore mødelokaler. ”Fordi det er en laserprojektor, er der ikke nedetid; den kører op til 20.000 timer, ikke noget vedligeholdelse her,” fortæller Niels Bach.

Sony bud til undervisning og corporate

Sony’s set-up til undervisning og corporate præsenterer Garry Cox, product specialist Education and corporate hos Sony i United Kingdom. ”Med vores Vision Presenter kan undervisere servicere forskellige grupper af elever inden for det samme miljø. Underviseren kan modtage arbejde fra de studerende, f.eks. rapport, foto eller video fra gruppearbejde, og dele tingene med de andre grupper via drag and drop.” Presenteren har også nem kontrol af Sony PTZ robotkameraer supporteret af VISCA-over-IP protokollen.

Samsung corporate board

Med vores nye LED-lineup forventer vi at disrupte hele board-room- og auditoriemarkedet, siger Samsungs Atlan Brabæk og fortsætter: ”Hvorfor have mørklægning i bestyrelseslokalet? Hvorfor ikke hellere bruge LED, der har masser af lys og kan bruges i lyse omgivelser? Her taler vi igen om 1.5 bits LED. Vi forventer at streamline hele LED-markedet med disse bud fra Samsung.”

Ny alliance: Q-Sys på Dell-servere

QSC har indledt et win-win-samarbejde med serverproducenten Dell. Dell bidrager til samarbejdet med sin IT industristandard server hardware, mens QSC leverer den gennemprøvede Q-Sys software. ”Dette er banebrydende og ekstrem interessant for især enterprise kunden,” fortæller Ashley Cooke, sales manager hos den danske distributør EM Nordic: ”Det vil fremover ikke være nødvendigt at have flere forskellige styresystemer til både lyd, billede mv. i mødelokalerne. Processering vil kunne samles i f.eks. serverrummet over det eksisterende IT-netværk. Dette reducerer omkostninger til bl.a. montering og kabel infrastruktur.”

Dansk smart-AV

Den innovative Horsens-virksomhed Neets, bare 18 år gammel, men allerede velkendt og anerkendt udvikler af smarte softwarebaserede løsninger til AV-styring og kontrol, har to virkeligt smarte nyheder med på sin egen stand på ISE. Først Quebec Pro. Når en presenter kommer ind i et mødelokale, forbinder han eller hun sin laptop med Quebec, der allerede er forbundet med projektoren og skærmen. Derpå tænder skærmen automatisk, og mørkelægningsgardinet kører selv ned. Når presenteren trækker stikket efter endt præsentation, slukker skærmen selv, og gardinet kører op. Neets-folkene kalder det plug’n’present. I samme boldgade leverer Neets sit eget bud på et touch display i 7-. Displayet kobles med eksisterende kontrolsystemer, f.eks. Tango. Forbindelsen er POE, og så er vi kørende.

Ben Lund demonstrerer: Enheden passer i en Fuga-bagdåse, så den er magnetisk monteret, og med en vis modstand kan den trækkes ud af soklen til servicering. Den opfindsomme virksomhed har også en prototype med på ISE. En 2.1 soundbar med indbygget subwoofer og RT32 styring. Interessen på ISE er med til at afgøre, om prototypen bliver til et nyt Neets-produkt.

Shures konference-trio bliver til kvintet

På Shure-standen møder vi Matrix Sales og Kasper Bregenborg. Blandt Shure-nyhederne er to nye mikrofoner til Shure ULX-D konferencesystemet: ”En svanehals mikrofon og en foundry grænseflademikrofon. Begge sync’er direkte op med ULX-D systemet, så brugerne har nogle flere strenge at spille på. Foundryen kan du lægge op på et bord til en mødeoptagelse; den har både omnidirektional og nyre karakteristik. Er der en paneldebat, kan man smide et antal svanehals mikrofoner op.”

I UXL-D receiveren kan man fastsætte, hvordan s-miken skal opføre sig, når man hiver den ud af laderen; skal den være tændt, slukket eller mutet? Der er masser af individuelle indstillingsmuligheder både i receiver og software. ”Det her kommer til at gøre ULX-D-serien endnu mere populær, og det er en oplagt udvidelsesmulighed for alle ULX-D installationer,” siger Kasper Bregenborg.

Når vi har fat i ULX-D så skal KSM8-hovedet i nikkel også nævnes. Blev introduceret sidste år og er blevet virkeligt populær, en vigtig del af både ULX-D og QLX-D-familien.

Nu integreres Dante og usb

På sidste års ISE introducerede Shure Microflex Advance serien. Den tæller XL-310, den lille ufo, som er rigtig god på et bord, og loftmikrofonen XL-910, der har en fantastisk performance i forhold til akustisk udfordrede rum.

Begge arbejder i Dante-verdenen, men der har ikke været en overgang mellem Dante og USB. Det kommer nu. Shure introducerer en lille I/O box med analoge linier, Dante I/O og USB I/O. På denne bane kommer også en DSP-box, som har ti kanaler Dante ind og ud, to line ind og to ud, USB ud, en 3,5” minijack, så en smartphone kan kobles på og blive sat ind i mødet. Den har indbygget automixer, så den selv mixer de forskellige signaler, plus der er indbygget otte kanalers ekko cancellation. Denne box vil være en rigtig god hjerne i ethvert audiosystem, hvor man skal have tingene til at spille sammen fra mange forskellige kilder.

SVSI-boxe til masser af skærme

SVSI serien fra Harman-selskabet AMX er billeddistribution via Cat5e kabel. Man sætter en switch op og trækker kabler ud til encodere og decodere via VGA eller HDMI.

”Det eneste, du behøver ud til din box, er et Cat5e kabel. Og du kan sætte boxen til at autoswitche,” fortæller Simon Laursen fra LydRommet på Harmans stand.

SVSI-boxene kommer i tre serier; 1000-serien, 2000-serien og 3000-serien. ”1000-serien bruger mest båndbredde, fordi signalet kører ukomprimeret igennem. Den trækker 800 til 1000 mbit. Således kan en ti gigabit switch bære otte enheder, fordi der skal være 20 procent headspace,” fortæller Simon.

Du kan stadig sætte tyve skærme på med decodere, fordi decoderne ikke påvirker båndbredden. Hvis du skal have flere input-kilder på, går du over i 2000-serien, der komprimerer kraftigere. 3000-serien bruges til broadcast og benytter HC64 kode. Til systemet hører også en wallplate, der har de samme indgange som en encoder.

AMX har også lavet deres eget styresystem i form af et touch panel med indbygget controller. ”Hvis ikke du ønsker at have en styring på, men bare vil bruge systemet til billeddistribution, kan du logge ind på deres enable-software og navngive og connecte de enkelte enheder. Derudover har du audio-matrix, så du kan vælge at breakoute lyden. I alle modelserierne er der KVM-switche.”

Toplyd og -billede til Skype for Business

Den anden store nyhed på AMX-standen henvender sig til corporate markedet. En Acendo Vibe højtaler til brug med Skype for Business. Simon fortæller: ”AMX blev bedt om at lave en højtaler, som kunne hænge på væggen under en skærm med et webcam, som kan fange fire personer, der sidder tæt på skærmen. De har nu lavet et 120 graders kamera og en soundbar. Man kobler sin pc til med USB og HDMI kabel, så tænder soundbaren skærmen for dig, og du er konferenceklar.”

På softwaresiden har AMX lavet en helt ny platform baseret på Windows og med Skype for Business integreret. Den er ikke klar med trådløs billedoverførsel endnu, men det kommer i løbet af et halvt år, lover producenten. Hele systemet taler sammen med Acendo Book lokalebooking.

Konferencekamera med autotracking

Den amerikanske kameraproducent Vaddio er for nylig blevet en del af Milestone gruppen og præsenterer sine produkter på Mile-stone standen i samarbejde med Keith Projektorer og Daylight. Vaddio blev grundlagt i 2004 ud fra den tankegang, at man ville integrere kameraer og AV i mødelokalerne. Smarte funktioner, nem installation, nemt at overskue -både for installatøren og slutkunden.

På standen møder vi Mads Nørskov fra den danske AV-integrator Imago Sonas: ”I dag benytter vi alle kameraer til video-konferencer, og det skifter fra at være hardwarebaseret til softwarebaseret. Det kræver dog stadig, at man har et kamera, og der har Vaddio udviklet flere kameraer, som nemt integrerer mikrofon og video ind i eksempelvis Skype for Business. Derudover har de lavet en AV-bridge, som gør, at man bruger sin gamle hardware på en ny softwareløsning, så man ikke behøver kassere godt udstyr.”

”Vi synes, Vaddio passer rigtig godt ind i vores i forvejen stærke portefølje af brands, og den feedback, som vi har fået fra kunderne, er overvældende. Der er ingen tvivl om, at Vaddio er kommet for at blive.”

Et af de nye Vaddio-produkter er et kombishot. Ud over at kombinere mic og video kan man koble det sammen med en speaker, som dækker et møderum med ti-tolv brugere. Kameraet har indgang for to mikrofoner, og det bliver strømfødt via POE, så man har en meget enkel løsning, som de fleste nemt kan bruge.

Hvis man vil have et kamera til at følge underviseren, så kan det nu gøres på en smart måde via et trackingsystem fra Vaddio. Mads ifører sig en keyhanger med IR, som bliver fanget af et IR-kamera, og nu kan robotkameraet følge ham rundt på standen, i klasseværelset eller auditoriet.

”Det er især praktisk, hvis man skal streame til et andet rum eller køre det som en minikonference. Så er man sikker på, at man får underviseren med i alle billederne,” siger Mads Nørskov.

Skriv på brugerens pc via touchboard

Også hos i3 technologies møder vi en spændende bridge-teknologi og en dansk forhandler, som villigt demonstrerer teknologien, nemlig John Nikolajsen fra AV-Concept: ”i3sync Pro kommer i en ny interaktiv udgave. Den gamle kan sende billeder og video over HDMI (1080) trådløst fra HDMI udgangen på en PC til en skærm eller projektor, dette helt uden software eller driver. Den nye i3sync Pro med interaktiv funktion gør det samme, men trådløst. Desuden kan den via en USB-dongle overføre interaktiv funktion trådløst, således at man kan betjene sin computer fra en tavle eller skærm med touch-funktion. Denne trådløse funktion har været stærkt efterspurgt af vores kunder gennem flere år.”

Versionen uden touch kan anvendes med op til 256 sendere til en modtager. Versionen med touch kan anvendes med op til 3 sendere pr. modtager. AV-Concept får snart demosæt hjem, så de kan vise det i deres showroom eller ude hos kunderne.

Lydarkitektens svar på Pro Tools

Hos britiske Out Board, udvikler af soundscape-softwaren TiMax, møder vi ikke én, men to danske distributører. TiMax forhandles i Danmark via et helt nyt samarbejde mellem Nordic Pro Audio og Lydbehag, fortæller henholdsvis Torben Aalykke og Morten Laulund Uldbæk. De to overlader det til briten Dave Hayden at demonstrere soundscape-teknologien: ”TiMax handler om forstærkning, lydeffekter og lydkontrol. Der er en DSP motor, der gør alt det hårde arbejde. Dette er en forsinkelses-matrix, som håndterer forskellige forsinkelser kontinuerligt i realtid. Det er en fordel ved live-shows eller levende præsentationer, hvor skuespillere, der bevæger sig rundt på scenen, kan få forsinkelse på deres individuelle mikrofoner.”

”Hver enkelt tilhører kan nu både med syn og hørelse lokalisere, hvor den optrædende er på scenen. Dette kan enten gøres ved at køre gennem signaler på cue-liste eller via et sporingssystem - små tags samlet op af sensorer, der er fordelt rundt om i teatret og sender deres signaler ind i matrixen.”

Systemet kan håndtere 16-20 mikrofoner samtidigt ad gangen. TiMax-systemet har et indbygget SSD-harddisk fallback-system, så der er også en fallback server, som kan drives af tidskoder eller brugergrænseflader.

Lyden programmeres via en tidslinie, hvor du bogstaveligt talt kan flytte lyden rundt i rummet, langsomt eller hurtigt, afhængigt af hvad du ønsker. Du kan også programmere dit lydlandskab via en grafisk rum-panorering. Med den kan du i realtime flytte lyden, hvorhen du vil. De to værktøjer er integrerede og kan betjenes samtidigt.

TiMax er endelig også en fuld DSP-processor, så hver indgang har 4 bånd og hver udgang har 8 bånd. TiMax bruges til at skabe lydlandskaber i flere af Europas førende museer, gallerier, planetarier, koncerthuse og krydstogtskibe.

142 db søjlehøjtaler

L-Acoustics benytter ISE til at launche en højtaler, som sender high-end højtaler-producenten ind på et nyt marked; AV- og showproduktionsmarkedet. SYVA er en meget æstetisk og elegant søjlehøjtaler til modeshows, konferencer, high-end installationer, multikanal projektioner, hjemmebiografer med videre.

Henrik Bonné fra Matrix Sales fortæller: ”Topkassen SYVA High består af 6 femtommer enheder og en kurvet driver med tre enheder i. Designet til at spille på et glat gulv ud til 35 meter. Vertikalt spredes lyden asymmetrisk nedad og passer dermed til fladt gulv.”

”Til at supplere SYVA high introduceres to bundkasser, SYVA Low (to tolvtommer enheder), som kan spille 142 db. Topkassen går ned til omkring 90 Hz, hvorefter SYVA low tager over. Hvis man skal have den nederste oktav med, så er der endnu en bundkasse, SYVA sub, som indeholder en tolvtommer og en driver. Det komplette sæt kan spille +12 db ved helt ned til 27 Hz. Systemet kan stackes og stå alene.”

Matrix Sales regner med at kunne levere systemet fra juli måned. ”Det er i betatest nu. Vi glæder os til at kunne lave demo på systemet til sommer,” slutter Henrik Bonné fra Matrix Sales.

Forstærkeren er lovpligtig

Den sidste audio-nyhed i denne ombæring finder vi hos Ampetronic, hvor vi mødte den danske teleslynge-ekspert Peter Schmidt, fra Sicom. ”500.000 danskere er hørehæmmede. De er den største handicap-gruppe i landet, og den eneste forbrugergruppe, som har indskrevet i loven, at signalet i koncerthuse og andre kulturhuse skal forstærkes via teleslynge,” fortæller Peter.

Ampetronic udvider i år sin populære serie af teleslyngeforstærkere med to nye, D7-2 and D10-1. “Den nye generation teleslynge-forstærker er en klasse B forstærker med kvaliteter, der ikke tidligere er set på teleslynge-anlæg. Det mest banebrydende er, at den kan tilsluttes internettet og overvåges og justeres via internettet. Det hele kan tilgås via en app, der giver kontrol over forstærkeren. Man kan også sætte forstærkeren til at sende testsignaler ud. Man kan loade forstærkeren med presets og tilføje nye presets over nettet. Den findes indtil videre i fire forskellige størrelser. Tre modeller til multi-loop teleslynge beregnet til flere tætliggende rum, eksempelvis mødelokaler, og den første single-loop teleslynge til rum, hvor forstyrrelser ikke er et problem. De fås fra 7 til 12 ampere, og de kan række fra 300 til 1000 kvadratmeter.

Ampetronic bruger desuden ISE til at lancere et nyt softwarebaseret designværktøj til sine forhandlere. Forhandlere som Peter Schmidt kan nu gå ud og opmåle et rum med denne løsning og straks finde ud af, hvilken forstærker der vil gøre sig bedst ude hos kunden. Peter afslutter: ”Teleslyngen er en dansk opfindelse og distribuerer lyd ved at omdanne den til et magnetfelt, som kan kommunikere med f.eks. høreapparater. Teknologien er endnu ikke overgået af sine digitale udfordrere, og jeg vurderer, at teknologien vil være den mest driftsikre i mindst fem år mere.”

Tilpassede produktkategorier

I slipstrømmen af produkter og pral på en gigantmesse som ISE kan det være svært at spotte de egentlige trends.

Hvis jeg skal udpege én, må det være, at producenterne bag de klassiske produktkategorier i AV-branchen – projektoren, skærmen, kameraet, mikrofonen og højttaleren – gør sig stor umage for at tilpasse produkterne til de stærkt differentierede målgrupper, som tilsammen udgør efterspørgslen.

Det er ikke en ny trend, men den træder i karakter i disse år. En projektor er derfor ikke længere bare en projektor med de specs, som de nuværende teknologier gør mulige. Projektoren kommer i forskellige klassementer med forskellige specs fra den helt lille bærbare på et par kilo til den store show-maskine på 75 kilo – beslag ikke medregnet. På samme måde ser vi en række specialiserede kameraer til konferencebrug.

Selv LED-skærmene, der på overfladen var det helt dominerende indslag på ISE i år, viser sig at komme i forskellige tekniske setups, alt efter om de skal bruges indendørs eller udendørs, og alt efter om de skal ses på kort eller lang afstand.

 

Artiklen er fra Monitor Pro Marts 2017