Artikler

Jesper Nielsen esee

On-demand bolig-TV

Den kendte ejendomsmægler og problemknuser fra Hammerslag og I Hus Til Halsen har sammen med esee indrettet et professionelt tv-studie i mæglerforretningen i Holte. Studiet skal fra eftersommeren forsyne de sociale medier med forbrugeroplysning om boligkøb og -salg

Ejendomsmægler Jesper Nielsen kendt fra TV-programmerne ’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’ har kastet sig over et nyt TV-format: Web-TV.

Den medievante ejendomsmægler har igennem et par år gået i sin ejendomsmægler-hverdag og øvet sig på hurtigt at skitsere et boligdilemma gennem kameraet på sin iPhone. Ved indgangen til 2017 var ideen om et nyt boligprogram til de sociale medier mere eller mindre færdigmodnet, og Jesper Nielsen henvendte sig i første omgang til Nordisk Film for at få hjælp til at indrette et professionelt TV-studie.

Via Nordisk Film blev ejendomsmægleren sat i forbindelse med Esee, og ved midsommer, mens landet var hyllet i hyldeblomster og hvide studenterhuer, kunne Monitor  Business gå til snigpremiere i TV-studiet i Holte. “Jeg kan godt lide at flytte grænserne i en lidt konservativ branche og lave noget content til boligmarkedet. Det er jo det, jeg har lavet de sidste mange år,” siger Jesper Nielsen.

Jesper og boligdebatten

“Jeg har sat mig i hovedet at jeg vil lave “Jesper og boligdebatten”, hvor seerne kan sende et lille videoklip ind om familiens dilemma, eller de kan beskrive deres problem, og så laver jeg en lille video, der bygger op til de gode råd.” 

“Så inviterer jeg en række eksperter ind og stiller dem de her spørgsmål, og så kommer vi med et samlet forslag til, hvad vi mener, familien bør gøre. Sådan et program synes jeg, vi mangler i boligmarkedet.”

TV-studie i bindingsværkshus

Studiet er med sine 10-11 m2 helt sikkert et af de mindste i Dronningeriget. Den ene af studiets fire vægge er en glasvæg med udkig til resten af mæglerforretningen og et mødelokale samt Øverødvej. Dertil er studiet indrettet i et ganske lavloftet bondehus, så helt enkelt har det ikke været at få de tre kameraer samt lyd og lys til at spille på de professionelle takter.

“Bygningen og lokalerne er jo som de er,” siger Jesper Nielsen. “Glasvæggen har vi valgt, fordi vi gerne vil have Øverødvej og lidt af mæglerhuset med i billedet, så der er noget liv og miljø. Når vi har kunder på besøg, kan de se, hvad der foregår i studiet, og dermed har vi noget storytelling om, hvad vi er for en slags virksomhed.”

Kim Gude: “Da Jesper ringede og spurgte, om vi ikke lige kunne komme med et bud på et TV-studie på 10-12 kvadratmeter i et lavloftet bondehus, bad vi om at få lidt tid. Vi kunne med det samme se, at opgaven ikke ville blive helt enkel. Rammerne er ikke optimale for et TV-studie, men vi laver dem optimale. Det tager bare lidt længere tid.”

 

 

Enmandsbetjent studie

Jespers intention var oprindelig, at han selv skulle styre TV-studiet uden tilrettelægger og uden tekniske genier. 

“Studiet er også indrettet sådan, at det kan lade sig gøre. Jeg har rimeligt styr på opgaven, men nu har jeg alligevel valgt at få en tilrettelægger ind over, så jeg kan fokusere 100 procent på at være studievært i boligprogrammerne.”

“Det andet bliver lidt mere rock’n’roll. Det kan jeg sagtens gøre på et senere tidspunkt.”

“Det er min klare opfattelse, at virksomheden i fremtiden ikke skal annoncere så meget i dagblade. Jeg har personlig fjernet 60-65 procent af vores avisannoncering det seneste år. Jeg satser på de sociale medier, og det viser sig jo, at det er fremtiden, så vi kan lige så godt komme i gang.”

TV kræver kendskabsgrad

Kim Gude: “Vores erfaring hos esee er, at nogle få virksomheder godt tør prøve at snuse til TV-produktion, men det er typisk de meget store virksomheder. Vi ser endnu ikke så mange som dig. Men du har selvfølgelig også et godt udgangspunkt i og med, at du er kendt med mediet i forvejen.”

Jesper Nielsen: “Det er også derfor, jeg kaster mig ud i det. Jeg tror ikke, der går mere end et år eller to, før vi ser et par af de store kædemæglere lave et studie og producere deres egne ting.”

“De kommer ikke til at indhente det her, for reelt set skal man bygge en kendskabsgrad op, og det tager tid og koster penge. Dér er jeg lidt foran, fordi jeg har lavet TV i så mange år. Men jeg tror, at jeg er med til at skubbe til en konservativ branche.”

Ekspert-panelet

Da Monitor Business første gang var på Øverødvej, var Jesper Nielsen stadig i gang med at samle sit panel til boligprogrammet. Han havde da tilsagn fra den administrerende direktør for Nordens største husbygger, Huskompagniet, Steffen Baungaard og dennes kollega Casper Walsøe,

Desuden fra Ejendomsmægler-kollegerne Hanne Løye og Peter Norvig.

Panelet består også af: advokaterne Jan Schøtt-Petersen, formand Danske Boligadvokater, og Henrik Høpner, Lund, Elmer & Sandager, arkitekterne: Thomas Hjort, M4 arkitekter, og Ulrik Hovmand.

Anders Faarborg, ”I hus til halsen” sæson 1-4 og Birgit Tarp, Design Circus rådgiver om boligdesign/indretning, Jørgen MuunksgaardRasmussen rådgiver om boligøkonomi, Bente Naver, er ejendomsrådgiver Kristine Virén, Bolius, er boligskribent samt landinspektør Kristian Baastrup, Landinspektørkontoret.

“Her stiller vi spørgsmålet på en lidt anden måde,” fortæller Jesper Nielsen. “Jeg går ud og laver en lille video, der tager det ned i øjenhøjde og viser dilemmaet, og så går vi i gang med panelet. Og der er ikke nogen medier, der gør det på denne måde. Vi kører live. Der er ikke redigeret i det. Hvis vi siger noget forkert, retter vi det på stedet.”

On demand på Facebook Live og Youtube

Programmet vises via Facebook Live på Jesper Nielsens Facebook-side. Programmet optages og gemmes, så ejendomsmæglerfirmaet efterfølgende kan booste det til udvalgte segmenter. Herudover lægges det på virksomhedens hjemmeside og Youtube-kanal.

Jesper Nielsen: “Kigger vi halvandet år frem, så har vi et opslagsværk om boligproblemer, som folk kan søge i og søgemaskinerne referere til. Det synes jeg da er interessant.”

Jesper: “Jeg tager springet til on-demand nu for at fremtidssikre virksomheden overfor de nye generationer, der bliver købere og sælgere inden for de næste 15-25 år. De ser TV, når de har brug for det, ikke over aftenkaffen. “Og så synes jeg altså det er sk..spændende at lave TV. Jeg elsker det. Det er på ingen måde surt arbejde for mig.”

Det koster nogle penge

Studiet har kostet, hvad der svarer til en halv Mercedes eller en tredjedel Tesla. 

Jesper Nielsen: “Vi kunne godt være startet med et mindre set-up og alligevel lave noget ret tjekket. Jeg har det bare sådan, at jeg gerne vil gøre det helt rigtigt fra starten. Det, der får min puls til at køre lidt hurtigere, er udvikling og iværksætteri. Jeg går i alle
mulige andre retninger end mine kolleger. Når de går et skidt til venstre, går jeg et skridt til højre. Det er min livsfilosofi.”

“Der er også noget, der hedder disruption, og det er egentlig det, jeg gør nu, med TV-studiet. Ikke for at skade nogen, men hvis man ikke skaber merværdi og giver en oplevelse til sine kunder, så bliver man spist langsomt.”

 

Artiklen er fra Monitor Business - Oktober/November 2017