DR følger således den økonomiske genopretningsplan, som skal sikre, at der er balance i økonomien ved indgangen til medieaftalen for 2011-2014. I 2010 er der budgetteret med sorte tal.
I public service-redegørelsen fremhæver DR de tre nye kanaler: DR Ramasjang, DR HD og DR K, der giver et dansk alternativ til de kommercielle internationale børnekanaler, der har været med til at drive udviklingen af HD TV herhjemme samt leveret en række historie- og kulturtilbud.
På DR1 og DR2 har DR i 2009 øget sin andel af danskproducerede førstegangsudsendelser til 70 %. Det placerer DR som den eneste TV-station, hvor langt over halvdelen af programmerne på hovedkanalen er danske.
I radioen spillede DR den danske musik flittigt i 2009. Flere end tre ud af fire af alle nye udgivelser i Danmark blev spillet på DRs kanaler i det forgangne år. Samtidig viser redegørelsen, at cirka en tredjedel af musikken på P2 og P3 var dansk, mens næsten halvdelen af numrene på P4 var det.
På nyhedsområdet leverer DR dagligt nyheder til 80 % af befolkningen. Samlet når DR 98 % af befolkningen i løbet af en uge. ”Det er helt afgørende for DRs samfundsmæssige betydning - både demokratisk og kulturelt, at vi har så bred en kontaktflade,” siger generaldirektør Kenneth Plummer.
Den færdige rapport med navnet DR i 2009, som samler regnskab og public service-redegørelse, er blevet sendt til udtalelse i Radio- og TV-nævnet. Årsrapporten 2009 er tilgængelig på www.dr.dk/publikationer. Her bliver DRs public service-redegørelse også tilgængelig senest den 3. maj.