Sterlite Technologies Ltd. entrerer Danmark, Norge og Sverige med optisk fiber og fiberkabler til alle typer transmissionsnet inden for tele- og datakommunikation. Ifølge virksomhedens nyudnævnte Nordic Regional Manager, Søren Petersen, er forventningerne til Norden tårnhøje, men ikke uden grund:
”Sterlite Technologies skiller sig markant ud på produktion og pris i forhold til vores konkurrenter på globalt plan. Vi er 100 pct. selvforsynende med alle råmaterialer til produktion af fiber, hvilket gør os leverandøruafhængige. Vores produktionsapparat er ultramoderne sammenlignet med andre europæiske fiberproducenter, hvilket sikrer os en meget høj kvalitet og effektivitet i produktionen. Tilsammen reducerer det handelsprisen med 10-15 pct., hvilket både kunder og grossister sætter stor pris på,” siger Søren Petersen, Nordic Regional Manager i Sterlite Technologies Ltd.
Ingen spild- eller specialproduktion
Sterlite Technologies Ltd. fokuserer på at udvikle og producere standardkabler, eftersom 80 pct. af markedet efterspørger disse. ”Selvom fiberkabler løbende udvikler sig og bliver stærkere og mindre bøjningsfølsomme, er og bliver de en standardvare. Derfor har vi indstillet vores produktion herefter. Vi undgår dermed al spildproduktion og fordyrende kabler, der sætter priserne i vejret på det samlede udvalg,” siger Søren Petersen.
Norden som internet-legeplads
Sterlite Technologies entrerer nu Norden og har ansat Søren Petersen som Nordic Regional Manager. ”Der er ingen tvivl om, at den høje internetpenetration i de nordiske lande spiller en stor rolle for valget af Norden som Sterlites nye satsningsområde. Danmark, Norge og Sverige er i top otte ifølge internetworldstat.com, og vi glæder os til at imødekomme kunder med lavere priser og en velfungerende logistik, der lever fuldt ud op til europæiske krav. Det skal bringe os blandt top tre på nordisk plan inden for de kommende år.”
Om Sterlite Technologies Ltd.
Sterlite Technologies Ltd. er verdens hurtigst voksende producent af fiber og fiberkabler og i dag blandt de førende, globale leverandører. Sterlite Technologies Ltd. er etableret i 1988, har 860 medarbejdere og omsætter for 3,6 mia. DKK. Virksomheden er 100 pct. selvforsynende med råmaterialer og derfor en af de mest integrerede globale producenter af optisk fiber. Sterlite Technologies Ltd. er børsnoteret på the National Stock Exchange og Bombay Stock Exchange.