Nyheder

MonitorB Nytfra 150816 orange

GlobalConnect får udviklingschef

GigaContent, som leverer fiberbaserede medienetværk til livetransmissioner, bliver fra årsskiftet fusioneret op i GlobalConnect og fortsætter som en ny forretningsenhed i moderselskabet. I den forbindelse har GlobalConnect netop ansat Lars Rikart Jensen til at stå i spidsen for den nye enhed i en nyoprettet stilling som udviklingschef.

Lars Rikart Jensen har flere års erfaring med udvikling af løsninger inden for gaming og tv- og radiotransmission bag sig, og nu får han ansvaret for at udvikle GlobalConnects nye ydelser inden for transmission. Og hans vision er at løfte de fiberbaserede løsninger til det næste niveau:

“Generelt er markedet for transmission af video over IP blevet meget standardiseret i løbet af de sidste tre til fem år. Min vision er at udvikle løsninger, som gør fjernproduktion af visuelt indhold endnu nemmere, uden at det går på kompromis med kvaliteten. Det kræver, at man tager teknologiske fremskridt til sig og tør at kombinere teknologier på nye måder,” siger Lars Rikart Jensen og fortsætter:

“GlobalConnect har en unik position med egen it-infrastruktur, i form af egne datacentre og eget fibernet på 15.000 km. Oven på dette har vi en række it-services som cloud, it-outsourcing og it-sikkerhed. Adgangen til de mange teknologiske muligheder i GlobalConnect skaber en enestående ramme for teknisk innovation på markedet.”

Lars Rikart Jensen er uddannet ingeniør i elektronik- og computerteknologi fra Danmarks Tekniske Universitet. Han kommer senest fra en stilling som teknisk chef hos Danmon Danmark, hvor han de seneste 12 år har været ansvarlig for udviklingen af løsninger inden for video, tele, streaming og broadcasting.