Nyheder

Salen i Det Musiske Hus

Nyt PA-system i Det Musiske Hus i Frederikshavn

Det regionale spillested Det Musiske Hus ligger i Frederikshavn, placeret centralt i tæt forbindelse med rådhuset og biblioteket i byen. Her bliver der hvert år afviklet et sted mellem 120 og 150 arrangementer; koncerter, konferencer, teater, comedy og shows. Det Musiske Hus er en del af den selvejende institution Arena Nord med 22 ansatte, som også bestyrer kulturhuset Maskinhallen og den noget større Arena Nord, som er et kombineret sports- og kulturcenter.

Monitor Pro er taget til Nordjylland væsentligt for at lytte på spillestedets nye PA-anlæg, som er en af de første, faste installationer af et Martin Audio line array, efter Atendi har overtaget distributionen i Danmark. På stedet møder vi Michael Engman, produktspecialist fra Atendi og Morten Sønderskov, som er teknisk chef for Arena Nord.

Da Det Musiske Hus stod færdigt som kommunalt hus i 2004, var budgettet overskredet, og der var ikke økonomi til at installere noget udstyr i huset. Det betød, at teknikken i Det Musiske Hus i mange år var baseret på leje af udstyr hos de rental firmaer, som var placeret i lokalområdet. I 2010 blev der første gang bevilget penge til udstyr, dog kun en begrænset sum penge, som betød, at der kunne købes mikrofoner, en VI-1 mixerpult fra Soundcraft og stagemonitors fra Martin Audio. PA-højttalerne blev nedprioriteret i budgettet, så der blev installeret et billigt line array fra engelske Void. I 2013 overgik huset fra at være en kommunal institution til den selvejende fond, Arena Nord, der lejer Det Musiske Hus af Frederikshavn Kommune. Lige siden har det været en høj prioritet at få skiftet PA-højttalerne, når der var økonomi til det.

Morten Sønderskov fortæller: ”Vi købte i 2010 et PA-system, som var lidt underdimensioneret, men med den aftale, at vi kunne få suppleret op fra et rental firma i Hirtshals, når det var påkrævet. Og selv om Void systemet ikke var rider venligt og ukendt for de fleste teknikere, så fungerede det for os igennem flere år. Vi indgik dengang et voldsomt kompromis omkring PA-højttalere, så jeg har stået hårdt på de sidste 2-3 år, at lige så snart der var økonomi til det, så skulle vi have et bedre PA-system. Og det har vi så fået nu.”

Forberedelse og test

Inden det endelige PA-system til Det Musiske Hus blev valgt, blev en lang række systemer afprøvet og testet i salen. Og her har spillestedet fordel af, at det ligger i samme by som eventtekniker uddannelsen. Morten fortæller:

”Fordi eventtekniker uddannelsen ligger i Frederikshavn, så har vi et godt samarbejde med uddannelsen. De bruger bl.a. vores sal til at teste og prøve forskellige PA-systemer. For os betyder det, at vi har fået lov til at høre og prøve stort set alle gængse PA-systemer her i salen. Og fordi det er undervisning, så kommer der tit en repræsentant fra fabrikken og demonstrerer sammen med den danske distributør. Lærerne på uddannelsen tager grundigt hvert system igennem sammen med de studerende, og det bliver målt og vejet, og tit får systemerne lov til at hænge nogle dage. Det samarbejde vil vi selvfølgelig fortsætte med i fremtiden. Men målet med dette system var at få et permanent system til vores regionale spillested. Første gang vi så dette Martin Audio MLA Mini system, var det ikke lige noget, som vi havde kigget på. Og umiddelbart så det lidt klejnt ud; kunne det nu levere det, som det skulle? Men vi blev i den grad positivt overrasket. Generelt set er der en meget høj standard på PA-anlæg i vore dage. Vi har væsentligt lyttet til systemer, som er i samme størrelse eller lidt større end MLA Mini. Det har bl.a. været Leopard fra Meyer Sound, Kiva fra L-Acoustics og Y-serien fra d&b.”

PA-systemet

Det Musiske Hus har valgt at investere i Martin Audio MLA Mini, som er den mindste serie af fabrikkens multicellar line array, hvor der er DSP og forstærkerkontrol over hver enkelt enhed i line array kassen. I den kompakte MLA Mini sidder der 2 styk 6,5 tommer bas/mellemtone enheder og tre styk 1,4 tommer HF kompressionsdrivere i et waveguide/multicellar arrangement. Modsat de større MLA systemer som er aktive, så er MLA Mini passivt. Den normale opstilling, som også gælder for Det Musiske Hus, er at kombinere line array højttalerne med MSX bashøjttaleren. Her sidder der en 15 tommer basenhed og 9 forstærkere; en forstærker til basenheden og to forstærkere til hver line array højttaler, en til 6,5 tommer enhederne og en til 1,3 tommer HF driveren. Det betyder, at en MSX enhed kan kombineres med 4 styk MLA Mini højttalere. Spillestedet har indkøbt 24 line array kasser, 6 MSX bashøjttalere/forstærkere og desuden 2 styk Martin Audio subwoofere af typen CSX-Live 218 med 2 x 18 tommer højttaler.

Typisk spiller sub'erne den nederste oktav fra ca. 30 op til ca. 60 Hz og basenhederne tager over i den næste oktav fra ca. 60 til omkring 100 Hz. Selv om det er et forholdsvist smalt frekvensområde for MSX bashøjttaleren, så betyder det, at der kommer noget mere fysik i den øvre bas og lave mellemtone. Subwooferen er stakket på scenegulvet, og MSX basenheder med forstærkere sidder øverst i line array bananen. Michael Engman fortæller, at det lyder lækkert med de basenheder, men det er ikke alle spillesteder, hvor der er plads til både 8-12 line array kasser og basenhederne. Martin Audio har lige lanceret nye Ikon high power forstærkere, og her er der preset til MLA Mini, så man kan gå direkte fra topkasserne og til subwooferen og hermed spare MSX enheden væk. Men det går selvfølgelig lidt ud over lyden på systemet. 

Kontrol og omstilling

Da Monitor Pro besøger og lytter til PA-systemet, så hænger der 8 line array og 2 MSX højttalere, komplimenteret af en subwoofere i hver side. Det er jo kun ca. 2/3 del af, hvad der er indkøbt.

Morten Sønderskov fortæller: ”Vi er jo rigtig glade for lyden af anlægget, men økonomi har da også været en vigtig faktor omkring dette valg af PA-system. Og prisen har betydet, at vi kunne få mere PA for pengene. Til hovedparten af koncerterne er det nok med 8 line array højttalere i hver side med tilhørende MSX kasser. Derfor har vi et dobbelt sæt af 4 højttalere og en MSX kasse, som kan flyttes rundt og bruges i andre sammenhænge; eller de kan bruges til at supplere hovedsystemet, når vi skal lave koncerter, der kræver mere power. Det betyder, at vi kan lave mange forskellige lydopgaver, uden at vi skal ud og leje gear”.

Som tidligere nævnt laves der mange forskelligartede arrangementer i Det Musiske Hus. Med siddende publikum på stolerækker kan der være 420 publikummer, men det er også muligt at lave salen om, så den får fladt gulv. Her lægges gulvet hen over de forreste stolerækker, så gulvet bliver i samme højde som scenen. Derpå bygges der en ny scene, hvis der er behov for det. Denne mulighed betyder, at der kan laves cafe arrangementer, konferencer og koncerter med stående publikum, og i det tilfælde er der plads til 900 publikummer. Denne multifunktionalitet stiller krav til PA-anlægget, hvor netop processerings mulighederne i Martin Audio’s multicellar systemet er en stor fordel.

Denne mulighed sparer Det Musiske Hus for meget arbejde, fortæller Morten Sønderskov: ”Når vi har den her multifunktionalitet i salen, hvor vi flere gange om ugen skifter fra den ene til den anden opstilling, så sparer vi jo en pokkers masse mandetimer, fordi vi ikke skal rigge PA-systemet om. Vi skifter blot preset på det software, som styrer hele PA-systemet. Og så ligger fokus på lyden perfekt til arrangementet. Og det virker… det virker overraskende godt.”

Michael Engman supplerer: ”Der er så meget headroom i systemet, at selv om der er flere forskellige publikum- og sceneopstillinger, så kan vi ændre på dækning og spredning ved blot at bruge processering. Det er en form for beamstyring. Man vinder også noget mere processeringskraft i systemet ved at bruge 12 kasser frem for 8. Så hvis man skal lave en total lineær dækning, så er det nemmere med 12 end med 8 line array højttalere.”

Tilfredshed på alle rækker

Michael Engman har installeret og tunet systemet i samarbejde med Morten Sønderskov. Ofte ser man med førstegangs eller store installationer, at repræsentanter fra fabrikken kommer over og hjælper med tuning af systemet. Men Martin Audio har valgt en anden filosofi. De inviterer produktspecialisterne hos de forskellige distributører over på fabrikken og giver nogle intense og dybe seminarer, hvor detaljerne og viden kommer på plads.

Det Musiske Hus havde i forvejen 8 styk LE1200 monitors og små DD6 højttalere til at dække de første rækker, begge fra Martin Audio. Så nu har spillestedet Martin Audio hele vejen rundt, så der er konsensus i systemet. Systemet er installeret i starten af januar i år, og der har kun været positive tilbagemeldinger; både fra publikum og stedets egne teknikere; men også de mange eksterne lydteknikere, som besøger Det Musiske Hus, har udtrykt stor tilfredshed. 

 

Artiklen er fra Monitor Pro - Oktober 2017