Tests

DJI Osmo positions

DJI Osmo

Osmo betyder noget i retning af sammensivning, Og et 4K-kamera, der er sambygget med en gimbal-baseret stabilisator er faktisk en rigtig smart sammensivning. Vi har været ud at gå med DJI Osmo.

Vi har altid været store fans af GoPro kameraer, fordi de har givet helt nye kreative billedmuligheder til en fornuftig penge - og i en fornuftig kvalitet. Super god recept på et kamera, hvor man kan leve med de ulemper, kameraerne har til professionelt brug. Beklageligvis har GoPro sovet lidt for lang tid i dynen af succes, og nu er markedet oversvømmet af billige kinesiske GoPro-kopier.

Det betyder, at GoPro nu er i gang med en redningsaktion og har reduceret antallet af kameramodeller og medarbejdere for at spare penge. Virksomheden har dog annonceret, at der vil komme et GoPro 5 og en drone kaldet Karma. Men det er i realiteten mere af det samme.

De kinesiske fabrikanter er aggresive med at lave actionkameraer. Blackmagic Design har et GoPro Pro i form af sit Micro Cinema Camera. Og DJI sidder solidt på dronemarkedet. Så det bliver op ad bakke for GoPro.

4K, HD, slowmotion og stills

DJI er også mere innovative end GoPro; måske fordi man har en tættere tilknytning til det professionelle marked. DJI har i længere tid haft gyrostabiliserede kameraer i sine droner, der bliver flittigt brugt i professionel sammenhæng, så det er da oplagt at tage kameraet fra dronen og sætte det på et håndtag. Det er faktisk smart.

Samtidigt er DJI mere åben end GoPro, idet DJI opmuntrer softwareudviklere til at bygge videre på produkternes funktioner. Dertil er DJI ret lydhør overfor brugerne med hensyn til ønsker og behov. Siden DJI Osmo kom på markedet sidste efterår er der kommet en lind strøm af opdateringer, sådan at de fleste ankepunkter fra de tidlige anmeldelser er væk i dag. Det er fordelen ved et produkt, der er softwarebaseret.

Og DJI Osmo er nok mindre et kamera, end det er en computer med gyrostabiliseret optik. Kameraet ligner heller ikke noget andet og kunne sagtens have siddet på en robot i en science-fiction film. Selve det ægformede kameramodul er en specialversion af kameraet fra en DJI Inspire drone. Der sidder en optik svarende til en 20 mm vidvinkel omregnet til 35 mm på kameraet, som har en 12,4 megapixel Sony Exmor CMOS sensor på 1/2,3 tomme sensor. Der er en fast blænde på 2,8 i kameraet, der justerer eksponeringen ved at ændre lukkertiden og følsomheden. Følsomheden kan varieres mellem 100 og 3200 ISO for video, og lukkertiderne kan være mellem 8 S og 1/8000 S. Sættes kameraet til manuel kan lukkertiden være op til 30S. Kameraet optager både video og stillfoto. Ved video kan det optage 4K og HD. 4K er med 25 billeder i sekundet, mens der kan optages HD med op til 100 billeder i sekundet – hvilket giver 4 gange slowmotion. Sensoren i OSMO er af samme størrelse som den i et GoPro 4 Black Edition og har lidt lavere støj, efter vores subjektive bedømmelse. Optikken er fast og er også bedre end GoPro’s. Optikken har filtergevind og kan derfor forsynes med for eksempel ND-filtre, sådan at man kan holde lukkertiden på 1/50 S selv i stærk sollys.

Kameraet optager i 4K med 60 megabit/S, hvilket er det samme som GoPro 4 Black edition. Kameraet gemmer H.264-videoen på MicroSD-hukommelseskort, der sidder i kameramodulet. Kortet skal være minimum UHS-1 for at kunne optage i 4K. Kameraet kan bruges som almindelig stillbillede kamera, panoramakamera og som hyperlapsekamera – altså timelapse med bevægeligt kamera. Kameraet er også ret snedigt som stillbilledkamera. Takket være gyrostabilseringen er det intet problem at lave pivskarpe billeder med en lukkertid på to sekunder eller mere.

Smart integration

Og kameramodulet er integreret med den 3-aksede intelligente gyrostabilisering. De to dele udgør en udskiftelig enhed, sådan at man senere kan opgradere kameraet med nye kameramoduler og stabilisering.

Alt dette sidder oven på kamerahåndtaget, der indeholder WiFi, lydbatteri og kontrolknapper. I brug bliver kameraet til et WiFi-hotspot. Man bruger en mobiltelefon både som søger og kontrolenhed via en DJI app. Det fungerer i praksis fremragende med meget lidt lag. Kameraet konfigureres via app’en og kan også betjenes via denne.

Der er mulighed for at styre eksponering ved at pege på skærmen, ligesom det er muligt at styre kameramodulets retning på denne vis. Eksponeringen kan også styres helt manuelt. Det samme gælder for lyden.

Der er fixfokus i kameraet, så der er ingen fokusindstillinger overhovedet.

På håndtaget er der ud over en tænd/sluk-knap også et lille fladt joystick til at styre kameramodulets retning samt to udløserknapper – en til video og en til fotos. Dertil kommer en knap på fronten, der kan gøre, at kameramodulet holder en bestemt retning, så kameramodulet recentreres, og at det svinger rundt for en selfie. Dertil er der et par indikatorlys og en mikrofon samt en 3,5 mm mikrofonindgang på fronten. Der kan som standard ikke monteres en mikrofon på kameraet uden ekstra tilbehør. Og placeringen af mikrofonstikket kunne godt være bedre. Nu kommer ens finger lidt i vejen for kablet. Kameraet har en ret kraftig blæser indbygget, da der er ret meget varmende elektronik i kameramodulet. Kameramodulet bliver derfor ret varmt. Heldigvis stopper blæseren, når der optages video, hvis kameraet er opdateret med den sidste nye firmware. Blæseren starter så kun, hvis kameraet er ved at være overophedet. Muligheden for at slukke blæseren kan dog slås fra, hvis man ikke skal bruge lyden fra kameraet. Det er en god idé at holde blæseren i gang, fordi støjen fra en billedsensor stiger med temperaturen. 

Nemt i brug

I brug er Osmo det nemmeste af alle kamerastabilisatorer. Først åbnes de tre låsemekanismer, der holder kameramodulet fast under transport. Derefter sættes en mobiltelefon i holderen på kameraet. Kameraet anvender WiFi til at kommunikere med DJI-app’en på en mobiltelefon. Efter at kameraet er tændt, skal mobiltelefonen tilsluttes kameras WiFi netværk, derefter starter man app’en, der viser billedet fra kameraet og giver mulighed for at ændre kameraets indstillinger. Det er alt. Der er ingen afbalanceringer eller indstillinger at fedte rundt med. Kameraet kan justeres via menuerne, men der er også en glimrende auto-funktion, hvis man synes, at kameraet ikke helt har styr på, hvad der er vandret. Siden kameramodul og gyrostabilisering er sammenbygget, er der ingen problemer med ”banken” eller andre unoder, når gyroophænget ender i yderpositionerne. Det ser man ofte på de billigere gyrostabilisatorer til GoPro-kameraer.

Hurtigt i gang med kameraet

Holderen til mobiltelefonen kan sagtens klare de helt store typer af mobiltelefoner. Selv om man bruger for eksempel en iPhone 6s, er kameraet velbalanceret alligevel. Det er en klar fordel at have en stor skærm på mobiltelefonen, da man derved meget nemmere kan holde styr på framingen. OSMO er dog ikke et umiddelbart kamera. Det tager cirka et minut at klargøre kameraet, der også kræver en specialtaske. Det klarer sig ikke så godt i en almindelig kamerataske.

Men når kameraet er i gang, lærer man hurtigt at få kameraet til at levere de lækreste stabiliserede optagelser. DJI har en samling af videoer på deres hjemmeside, der gør det nemt at komme i gang med kameraet. Der er dog lige et par ting, man skal være klar over. Kameraet er en smule følsom for rystelser i forbindelse med gang, men det er ikke værre end, at man bare skal gå mere som en balletdanser og mindre som Frankensteins monster. Professionelle SteadiCam operatører har også udviklet en speciel smooth gangart. At Osmo er lidt mere følsom her end større systemer, er på grund af dens lave vægt. Det gør til gengæld, at man kan gå med Osmo i rigtig lang tid, i modsætning til nogle af de større stabilisatorer, hvor lang tids brug giver værk og trang til fysioterapeut.

Kameraets batteri varer 70 til 80 minutter, og vi havde ingen problemer med at bruge kameraet i så lang tid. Til gengæld havde vi problemer, når vi skulle stille kameraet fra os. Det kan nemlig ikke stå selv. Man skal enten slukke det og lægge det lidt forsigtigt i dets violinformede taske, eller man skal investere i en fod, som DJI sælger som ekstraudstyr.

For at montere det på stativ, skal man investere i en speciel forlængerarm. Den giver mulighed for helt lave eller høje optagelser. Men sætter man kameraet på armen, bliver hele enheden ret ubalanceret og dermed svær at styre. Det leder hen til en anden ting. Lad være med at tabe en Osmo! Den er bygget i samme kvalitet, som DJI’s droner. Det vil sige svær plastik – lidt tilsvarende et konsum DSLR, som man heller ikke vil tabe. Dermed også være sagt, at Osmo ikke er vand-, støv- og stænksikker.

Konklusion

DJI Osmo er tæt på at være det stabiliserede kamera, som vi har ventet på. Det er dog irriterende, at der ikke er stativgevind på kameraet, og der måtte også gerne komme en bedre placering af lydtilslutningen. Osmo kræver minimal træning for at levere fremragende resultater, og man føler sig inspireret til at prøve alle de spændende muligheder, man kan få ud af et ultra bevægeligt kamera. Her er der massevis af kreative muligheder, og vi anbefaler alle kreative fotografer at give DJI Osmo en flyvetur.

DJI Osmo er en af de nominerede til Monitor Innovation Award. Du kan stemme lige her